”På GRO er vi gået fra at have kontorer med tomme vægge til nu at have imponerende fotografiske værker hængende, der både afspejler vores københavnske ophav og vores værdier som virksomhed. Consider the Wall har en stil og et udtryk, som vi er faldet for. Det er vigtigt for os, at væggene ikke bare bliver dekoreret, men at de bliver til et statement. Og sommetider også til en samtalestarter. Consider the Wall har taget udgangspunkt i, hvad vi står for, og hvad der driver os – og det er afspejlet i måden, de har arbejdet med fotografierne på. Det kan jeg godt lide.
Lars DybkjærPartner, Gro
Gro Copenhagen
Midt mellem Kastellet og Nyboder ligger kapitalfonden GRO. Kontoret har højt til loftet, smuk stuk og fine paneler og – da Consider the Wall bliver inviteret ind – mange hvide, tomme vægge. Nu er de tomme vægge skiftet ud med store fotografiske værker, der både afspejler GROs værdier og personlighed, og de omgivelser kontoret ligger i.
GROs kontor er lækkert indrettet med nutidige møbler og farveafstemt interiør. Men det havde længe været et hovedbrud at løse de mange hvide vægge med kunst. En kunstforening med skiftende udstillinger var ikke en løsning for kapitalfonden, der ønskede kunst på væggene, som kunne afspejle virksomhedens personlighed.
Kapitalfondens arbejde med at vækste virksomheder sker ud fra en purpose-drevet tilgang og med mennesket i fokus. I processen med at udvikle værkerne betød det, at vi både kunne arbejde med et blødere, mere poetisk udtryk og et hårdere, mere konfronterende udtryk.
Igennem en række møder præsenterede vi GRO for motiver i begge retninger, for at teste hvor langt vi kunne gå. Det viste sig, at der var stor rummelighed og villighed til at eksperimentere.
15 store værker
15 store værker hænger nu på væggene hos GRO. Værkerne tager udgangspunkt i københavnske motiver og perspektiverer budskaber omkring liv, vækst og menneskelighed.
I det store board room sejler en svane stolt ind i beskuerens rum og byder gæsten velkommen. I et af kontorerne møder et blåt pakhus beskueren med teksten ’Watch your life vanish from capitalism’. Ved den rekreative sofaplads har vi placeret et virvar af blomster, der bærer titlen ’Diversity’. Og i kantinen taler et budskab malet på et byggehegn sit helt eget sprog: I love you to the moon and back.
